Kort tid efter en veloverstået generalforsamling meddelte Gert Frølund, at han desværre måtte trække sig fra bestyrelsen. Annette Rosenkilde Jensen er som 1. suppleant trådt ind i bestyrelsen. Arbejdsfordelingen er ændret, og vi har fortsat gode folk på alle poster – der er sammensat som nedenstående:
Formand: Anders Heslop
Næstformand: Helga Angelica Gulisano
Kasserer: Gunnar Jensen
Sekretær: Peter Møller Jensen
Drift og vedligehold: Annette Jensen
Suppleanter: Karen Wulff og Erik Carl Nielsen (Suppleanter deltager i bestyrelsesmøderne)
Bestyrelsen arbejder med at udarbejde et årshjul for samtlige opgaver, herunder procedurer for tilsyn og vedligehold af klapbrønde, klipning af græs og bekæmpelse af skadedyr (muldvarper).
Vi har fokus på at det skal være muligt at passere stenbeskyttelsen på udvalgte steder (trædesten), og løbende at vedligeholde småskader på diget.
Rørlægningen langs Brøndbjerggårdsvej er afsluttet og grøften mellem Skansegården og Perlen med udløb i brønd 4 er renset op.
Vi fører løbende tilsyn med udløbene fra vores 8 aktive klapbrønde. Der er desværre en øget tendens til ophobning af tang og græs i udløbene. Vi arbejder med forskellige løsningsmodeller.
En sammenlægning med Digelaget Ørnene har tidligere været forsøgt på foranstaltning af Aalborg Kommune i 2012. Sammenlægningen blev afvist af Ankenævnet i 2016, fordi der i begrundelsen var anvendt en økonomisk udligningsordning. Flere klagede til nævnet fordi digernes dimensioner var vidt forskellige.
Ørnenes dige er nu udbygget, og Ankenævnet præciserede, at det er kommunens ret at indlede og gennemføre en sammenlægningsproces.
Det vil have stor betydning for en kommende sammenlægning, hvis de to bestyrelser uafhængig af kommunen i enighed kan aftale ”de indbyrdes betingelser”. Det kræver dialog, men vedtægterne for de to digelag er stort set sammenfaldende.
Derudover skal en sådan aftale godkendes på en generalforsamling.
Vi kan ikke som et digelag, underlagt Lov om Kystsikring under kommunalt tilsyn, modsætte os en sammenlægning. Vi kan som digelag og enkeltpersoner klage til ankenævnet, hvis rammerne ikke er hensigtsmæssige, og påvirke det den vej.
Vi har planlagt bestyrelsesmøder i oktober, december og februar og vil efterfølgende udsende nyhedsbreve, når der er nyt at berette.
Vi ønsker alle en god sommer, nyd vores dejlige område, gå gerne tur på diget og tænk på, at vi sommerhusejere og fastboende i Egense ikke skal bøvle med frygten for vand i baggangen.
På bestyrelsens vegne, Anders Heslop, Formand.